Gå til indhold

CTBTO

comprehensive test-ban treaty organization

CTBTO har til formål at forberede ikrafttrædelsen af Traktaten om et Altomfattende Forbud mod Prøvesprængninger (Atomprøvestoptraktaten, CTBT) af 1996. De deltagende stater forpligter sig i CTBT til ikke at foretage prøvesprængninger af atomvåben eller nogen som helst anden form for nukleare sprængninger.
Et provisorisk teknisk sekretariat, PTS, er ansvarligt for oprettelsen af et internationalt monitoreringssystem (ved hjælp af seismiske målinger, hydroakustik, infralyd og radionukleid-målinger). Danmark er vært for en infralydsstation og en seismisk station, begge placeret i Grønland.

Traktaten er endnu ikke trådt i kraft, da den først skal ratificeres af 44 lande, som besidder relevant teknologi. Otte af disse mangler fortsat at tiltræde traktaten. Danmark ratificerede traktaten i 1998, og alle EU-lande har ratificeret den, ligesom det overvældende flertal af andre lande.

CTBTO’s verifikationssystem har bevist sin effektivitet i forbindelse med de nordkoreanske atomprøvesprængninger. Derudover anvendes systemet til en række civile og videnskabelige formål, f.eks. tsunami- og jordskælvsvarsling.

Her kan du læse mere om CTBTO's arbejde.